Det er meget nemt at være travl. Vi kan alle finde på en liste med opgaver der vil overvælde vores tidsskemaer
–Dieter F. Uchtdorf

Travlhed er ikke et tegn på velstand. At være travlt siger ikke noget om dine bedrifter, din kompetence, din viden og din økonomi. Det er dog blevet normalt at svare ”travlt”, når du spørges hvordan det går.

Jeg har en onkel, som nu er pensioneret. Hvis du spurgte ham hvordan det går, da han endnu var i arbejde, så svarede han: ”travlt”. Imens rettede han lige på sit slips, eller skulede til sit ur. Han ville vække indtrykket at det gik ham godt. Jeg tror absolut at han mente, at det gik godt. At dømme efter den bil, han kørte i, havde han vind i de finansielle sejle.

Det er blevet en tabu at sige, at du ikke har travlt. Prøv bare engang, når folk spørger, om du har noget at rive i. Dette retoriske spørgsmål bliver stillet ofte – retorisk, fordi det forventes at du har travlt. Travlhed er blevet synonym for gang i noget. Men det er et falsk synonym. Fordi travlt betyder ikke, at du rent faktisk laver noget.

Ifølge den britiske professor Cyril Northcote Parkinson vil enhver opgave udvide sig selv indtil den tid, der er afsat til dens udførelse, er opbrugt. Altså, hvis du laver en to-do-liste med hvad du vil opnå inden dit fly til New York letter, så kan jeg love dig for, at du ikke vil finde tid til en kop kaffe i lufthavnen – medmindre det var en af de ting på din liste. Og så vil du sikkert efterlade en halv alt for varm kop kaffe.

Hvem er det, du vil imponere med din travlhed? Dine børn er nok ligeglade med hvor meget du har at lave – eller rettere: de vil hellere bruge tid sammen med dig. Dine forældre fortæller sikkert stolt til alle der bare vil høre, at du flyver jorden rundt det meste af året, men de kunne godt tænke sig at du kom med til en bankoaften med dem. Dine naboer er nok heller ikke interesseret i hvor meget du ikke har tid til at klippe hækken. Og dine venner synes vist ikke meget om, at en hyggeaften bliver planlagt om seks måneder. Og dig selv? Når du en dag ligger på din dødsleje, vil du nok næppe tænke: ”se hvad jeg har opnået med min travlhed”. Du vil med stor sandsynlighed tænke: ”Hvad kunne jeg have nydt livet, hvis jeg ikke havde været så travlt”.

Derfor min anbefaling: drop to-do-lister. De har alligevel aldrig virket. Drop overfyldte kalendere. Jo mere du propper i din kalender, desto mindre vil du have overblik – og mangel på overblik giver stress. Drop unødige møder. Drop forberedelser af dine ord i kommende samtaler. Det er altid bedre at lytte end at tale, og hvis du på forhånd har besluttet hvad der skal siges i en samtale, så indspil hellere en video og læg den på YouTube. Så kan din ”sam”talepartner endda selv bestemme hvornår dine ord bliver hørt.

Når folk spørger, om jeg har travlt, så siger jeg resolut: ”nej. Men jeg er fuld beskæftiget. 37 timer i ugen på arbejde.”

Kort spørgsmål: Læser du denne blog mens du er på arbejde?